Elevers deltagelsesmuligheder i eksterne læringsmiljøer

Deltagelse bliver ofte associeret med demokrati, og på museer og kulturinstitutioner bliver deltagelse eller det at lære børn og unge at deltage let svaret på en demokratisk pædagogik. Men hvad er det, vi forstår som demokratisk deltagelse?

Inspireret af den franske filosof Jaques Rancière ses demokrati i denne artikel ikke som en styreform eller en livsform, men som noget sporadisk, der sker i særlige situationer, hvor dominerende forståelser af hvem der kan deltage og hvordan man skal deltage udfordres (Rancière 2006). Med afsæt i Rancières brede forståelse af deltagelse, som ikke blot inkluderer én gøren, men også ser det at sanse som en form for deltagelse, argumenterer denne artikel for et skifte fra at lære elever at deltage til at se børn og unge, som nogle der allerede kan deltage og lære deraf, hvis og når målet er demokratisk.

Deltagelse i ophold, mellemrum og sprækker

En måde at anskue børn og unges deltagelse i museumsundervisning på er at kigge på de situationer, som elever indgår i gennem undervisningen. Den følgende model identificerer tre sådanne situationer: 

1. Ophold er de situationer, hvor underviseren styrer en pædagogisk aktivitet ved et kunstværk, i et værksted eller lignende. Altså de situationer, som fra et underviserperspektiv anses som undervisningssituationer.
2. Mellemrum er kendetegnet ved at være flygtige og sociale. Mellemrum er de situationer, hvor eleverne bevæger sig fra et ophold til et andet.
3. Sprækker kendetegner de særlige situationer i ophold, hvor eleverne gør noget uventet, der forstyrrer eller udfordrer undervisningen.

Modellen stammer fra ph.d.-afhandlingen `Jamen hvad skal jeg kigge efter?´ (2015), hvor Lise Sattrup undersøgte børne demokratiske deltagelsesmuligheder på kunstmuseer.

Undersøgelse med alle sanser - en case på ophold, mellemrum og sprækker

Hvilke former for deltagelse muliggør ophold, mellemrum og sprækker (altså alle de situationer, der udgør et undervisningsforløb) for eleverne? Det giver den følgende case et eksempel på:

Museumsunderviseren Hanne introducerer videoinstallationen ’Looking for 4- leaf cloves´på Statens Museum for Kunst på følgende måde: ”Og så skal vi ind og prøve at kigge på det her kunstværk, med alle vores sanser”. Det første der sker, da børnene kommer ind i installationen, er, at flere begynder at interagere med værket og lege med, hvordan projektionen rammer deres kroppe og skaber nye billeder.

Hanne beder børnene om at sætte sig rundt om værket. Børnene sætter sig, men bliver ved med at lege med at skabe nye billeder med hænderne. De bliver bedt om at sætte sig op og se, men ikke røre ved værket. Hanne præciserer den særlige måde at kigge på følgende vis: ”Og øvelsen er nu; kig på det her værk og prøv at forestille jer, hvordan det er at være på den her mark. Kan man høre noget, dufte noget?"

Lidt senere siger Hanne: ”Nu kan I komme ind og prøve at ligge på kløvermarken i et minut, tre ad gangen”. Tre elever lægger sig ind på værket efter instruktioner fra Hanne; de lægger sig på ryggen og kigger op i projektoren. Herefter følger denne dialog mellem Hanne og de tre elever, der ligger på værket: Hanne: ”Hvordan føles det at ligge derinde?” William: ”Normalt, som at ligge på gulvet”. Hanne: ”Så det er slet ikke blødt?” Emilie: ”Der mangler en dyne og en madras.” Frida: ”Troede måske, det havde været blødt.” Hanne: ”Kommer I til at tænke på noget?”  William: ”Ja, at det gør ondt”.

Undervisningseksemplet ovenfor viser, hvordan ophold, mellemrum og sprækker kan se ud i et undervisningsforløb - og ikke mindst hvordan de tre situationer muliggør forskellige måder at deltage på for eleverne.

Værkkreditering: Nikolaj Recke: Looking for 4-leaf clovers (1998) (c) SMK Foto 

En kropslig undersøgelse af værket i et mellemrum

Den første situation, hvor værket undersøges af eleverne, og hvor denne undersøgelse muliggør inddragelse af alle sanser, opstår i et mellemrum. I mellemrummet undersøger børnene værket ved at røre ved det, men også ved at eksperimentere med, hvordan videoprojektionen rammer deres kroppe og derved muliggør nye billeder. Dette er en anden måde at opleve værket på end den, der bliver gjort mulig i opholdet, hvor eleverne først skal sidde omkring værket og se på det og efterfølgende ligge på det. Den første situation (i mellemrummet) viser, hvordan børnene udforsker værket på forskellige måder. Det viser også, at børn godt kan deltage uden først at lære hvordan. Når børnene eksperimenterer med deres egne skygger, kan vi se det som en måde at producere nye billeder og måske også nye betydninger, som ikke er baseret på allerede definerede ’rigtige’ måder at se.

En visuel undersøgelse af værket i et ophold

Casen viser også, at den anden situation (opholdet) er rettet imod at lære børnene ’at se med alle sanser’ som en mere ’rigtig’ måde at deltage på, hvor synssansen har forrang, og hvor kunst ses som en illusion på noget andet – i dette tilfælde et landskab. Det er denne illusion (kløvermarken), børnene efterfølgende inviteres til at opleve gennem flere sanser. Så selv om værket er en videoinstallation, som børnene kan træde ind i og opleve gennem flere sanser, forsøges det alligevel at etablere en mere traditionel værk/beskuer-position. Børnene skal se på videoinstallationen og så forestille sig, hvordan det føles, lyder og lugter på kløvermarken.

Ingen undersøgelse og brud med denne form for deltagelse i en sprække

Casen viser desuden, hvordan sprækker (den tredje situation) kan udfordre de måder, vi lærer børn at deltage på. Når William siger: ”Normalt, som at ligge på gulvet”, punkterer han illusionen om kløvermarken og derved også den særlig ’rigtige’ måde at deltage på, som opholdet lægger op til. I eksemplet opstod sprækken, idet underviseren inviterede børnene til at deltage og gennem en paradoksal forståelse af kunst: paradoksal fordi børnene blev inviteret til at interagere med værket ved at ligge på det, men på samme tid blev en forståelse af kunst, som noget vi skal tilgå gennem synssansen og fra en distanceret position, fastholdt.

Demokratisk deltagelse

Samlet set viser casen, at et undervisningsforløb består af tre forskellige situationer (ophold, mellemrum og sprækker) - og hvordan de tre forskellige situationer muliggør forskellige former for deltagelse. De tre situationer kan også siges at repræsentere hvert deres syn på deltagelse.

Opholdet var baseret på en forståelse af at børn skal vide, hvordan de skal deltage, inden de kan deltage – i dette tilfælde fra en distanceret position og ved at se værket som en illusion på noget andet. Mellemrummet, derimod, gjorde det muligt for børnene at deltage uden først at lære hvordan, og sprækkerne gjorde det muligt at udfordre de ’rigtige’ måder at deltage.

Det er derfor særligt i mellemrum og sprækker, at mulighederne for en demokratisk deltagelse (i en Ranciére-forståelse) opstår, da det er i disse situationer, at de etablerede forståelser, af hvem der skal deltage, og hvordan man skal deltage, kan udfordres eller omgås.