4 spørgsmål: Lise Sattrup - faglig medarbejder

I kortlægningen præsenterer I en række eksempler på praksisfaglige tilgange i undervisningen på forskellige danske museer. Hvilke særlige forudsætninger har museerne for at arbejde praksisfagligt - og hvad skyldes det?

Praksisfaglighed er et nyt begreb i folkeskolen, og stadig meget åbent for fortolkninger, men en af de ting, der går igen i undervisningsvejledninger mv., er, at begrebet kredser om det med at lære gennem eller med genstande og det at få kendskab til faglige metoder. Der har museerne nogle særlige potentialer, fordi det er noget, der netop kendetegner museumsundervisningen; den har altid med genstande at gøre, og på museernes særlige steder som fx et værft eller et værksted bliver det muligt at skabe en autentisk stemning om elevernes arbejde med metoderne. Et tredje kendetegn ved museer og andre eksterne læringsmiljøer er, at de inviterer eleverne med ind i museets arbejdsmetoder gennem deres fagpersoner. Fx inddrages elever i arkæologiske arbejdsprocesser på Københavns Museum, som udgør en af kortlægningens fire cases.

Kortlægningen præsenterer fire konkrete praksisfaglige undervisningscases. Hvordan kan museer eller andre kulturinstitutioner, der ønsker at arbejde (mere) med praksisfaglighed, lade sig inspirere af erfaringer på tværs af de fire cases?

De fire cases viser noget, der er typisk for mange museer. Men den helt særlige styrke er, at den får præciseret, hvordan vi arbejder med genstande og gennem faglige processer og metoder i museumsundervisningen. Det er vigtigt, at vi som skoletjeneste har et præcist fælles sprog om praksisfaglighed, når vi er i dialog med skoler. Jeg håber også, at kortlægningen kan inspirere de museer, der ikke arbejder så meget med faglige praksisser, til at udvide den dimension i deres undervisning. Til sidst giver kortlægningen inspiration til, hvordan eksterne læringsmiljøer kan respondere på skolepolitiske tiltag, for nok er praksisfaglighed et nyt begreb, men det at lære gennem faglige praksisser på museerne er ikke nyt.

Praksisfaglighed er et aktuelt uddannelsespolitisk satsningsområde i skoleverdenen. Hvordan er kortlægningen relevant for skoleledere og lærere?

Kortlægningen kan forhåbentlig først og fremmest inspirere skolerne til, hvordan de kan bruge eksterne læringsmiljøer til at skabe gode rammer for at arbejde med praksisfaglighed gennem genstande, faglige processer og autentiske steder. Jeg tænker også, at kortlægningen gennem sine cases kan inspirere og nuancere de måder, der kan arbejdes med genstande ude på skolerne på tværs af fagene. Det handler både om at lære om genstandene, eller tiden de repræsenterer, og om at lære gennem produktion af genstande.

Praksisfaglighed er stadig et nyt begreb under udvikling. Hvad er det vigtigste bidrag til begrebsdiskussionen fra et museumsundervisningsperspektiv?

Kortlægningens eksempler viser, hvordan vi altid må stå på to ben; et teoretisk og et praktisk ben, der understøtter hinanden. I casen fra Københavns Museum bliver det fx tydeligt, hvordan de faglige eksperter arbejder med fund i det arkæologiske værksted og undersøger, hvad de siger om en bestemt tidsperiode. På den måde kommer den teoretiske viden af en særlig praksis på museet, og den teoretiske viden spiller igen ind på en ny faglig praksis. På museerne bliver det altså ikke et spørgsmål om teori eller praksis, men en dialektik mellem de to, og når vi definerer og diskuterer praksisfaglighed, må vi ikke reducere begrebet til alene at være praksis.